Fingrene bliver livsløse og kinderne kolde,hudet bliver papirtørt,synet snævres,hovedet tynges.Hjertet går trippende opad mod brystbenet med sine små skridt,som kan høres i nakken,strubehovedet vender sig indad og går ned hjertet i møde,og når de er endeligt sammen,smelter de i noget,som bevæger sig ud af kroppen gennem den lille port mellem mine skulderblade.De ryger ud og tager mit jeg med.De rester,som nu sidder i undervisningslokale kan slet ikke være her,det er svært at være oprethold,men det værste er,at hver eneste menneskeformet lyd virker skræmmende og voldeligt.Jeg sidder og græder uden at græde rigtigt,for jeg har ikke hjertet med.Der,hvor det plejer at sidde,bor angst i sin urform,den sidder der og vokser hurtigt,den æder min stemme,min vilje,mine grænser.Jeg kan intet–overhovedet.Jeg græder bare,lydløst og uden lettelse.Tårerne skynder sig ned ad kinderne,men forsvinder hurtigt på det tørre hud,så jeg kan ikke sige om de er saltede,de løber bare,og løber og løber og bliver ved. De kommende udefra ord mister sin form og betydning,de er bare lyde.Nej,ikke lydene,de er tusindvis hamre,som slår utrætteligt mit hovedet-ambolten og forsvinder kun til at komme igen og igen.Til sidst slår de løst hele kroppen og hvis de bliver ved,tror jeg nok vil det ende i blåmærker.Der er hellere ikke nogen tanker udover den indre skreg:”Hold fast!Hold ud!”–og ekko til det
Væk herfra i stilhed,ro og varme!Ligeså snart jeg er i stilhed,lister mit jeg tilbage ind og virker ganske uskyldig og uforstående,som en smilende teenagerbarn,der kom hjem klokken to om natten,for alt skulle da være godt nok nu.
Men nej,den angst bliver udskiftet af hovedpine og træthed,som slør til hvor præcis angsten gemmer sig,når hjertet igen er nede på sin plads Og så bliver jeg bange for at opleve det hele igen.Jeg nægter kontakt med alle dem,som er mig kære,selvom måske de er lige dem,jeg har brug for.Det er svært