Jeg elsker ham.
Om fem dage er det et år siden kærligheden kom stille ind og forblev hos mig .
Han kiggede mig direkte i øjnene og jeg forstod,at jeg elsker ham,selvom indtil dette splitsekund han blot var en af mine mandlige kolleger.
Han fik at vide nogle måneder senere,at jeg elsker ham,men han kunne ikke tage det rigtigt ind.Han vidste godt,at det er stort–at elske.Det har han prøvet.Så stor en gave kunne han ikke modtage.
Jeg blev ved med at elske ham.Det er jeg stadig.Jeg elsker ham bare og lever med det .
Hvis jeg var min mor og tænkte rationelt,ville det være svært at forstå mig selv.Der er ikke et eneste grund,som kan verbaliseres til at forklare hvorfor og what for jeg elsker ham.
Vi matcher ikke hinanden.Han er ikke min type,jeg er ikke hans.Overhovedet.
Vi har så skræmmende meget tilfælles,og hele verden til forskel.
Vi kan aldrig blive sammen(hvor bittert for mig end det lyder).Vi er ikke bundet af andre– og heller ikke af hinandens ord.
Det hedder “vi er bare/bedste/gode/rigtige venner”.
Der er noget,jeg frygter allermest–at overskride hans grænser.Der har jeg indre spænding.Han er fredet i min verden.
Alle dem få,som jeg fortalte kun lidt om ham,sagde direkte,at jeg skal droppe ham,droppe at elske ham.Kan man droppe det at føle?
De mener,de kan se kommende problemer for mig og at sådan noget har været på kluden tusindvis gange og aldrig endte godt.Men jeg elsker ham!!! De siger,jeg skal passe mere på mig selv,hvor jeg vil hellere passe på ham,for inderst inde er det det samme. Jeg er kun rigtig migselv ved siden af ham.Og sådan var det også før jeg forstod,at jeg elsker ham.Jeg spejler ham og har det kun godt,når han har det godt. Jeg kan godt have det godt uden ham,men det er anderledes og ikke fuldent.
Det lyder som afhængighed og tvangstanker,men det er det ej.Vi lever hver vores eget liv.
Og pyt med problemer,de er intet,så længe der er kærlighed nok!
Vi ser hinanden og ved,at vi er set.
Vi lægger aldrig egne ord i munden på hinanden,men fortsætter hinandens sætninger som om vi har lært dem udenad livet før.
Der er intet,der binder os to sammen,udover det,at jeg elsker ham.Vi er som to parallele linjer–kan aldrig krydse hinanden,vil aldrig krydse eller forlade hinanden,for ellers mister vi vores identitet som parallele og bliver bare linjer.Bare linjer,som alle og enhver kan krydse, komme for tæt på,viske ud.
Vi snakker om almærkligste ting i verden og forstår hinanden.
Vi siger aldrig “os”,men kun “dig” og “mig”.
Jeg stiller aldrig “hvorfor” spørgsmål til ham,men lytter gerne,hvad han vil fortælle.
Jeg kan lytte til hans stemme 24/7 (har du læst indlægget om min overfølsomhed? det sker aldrig,når jeg er med ham) Han er min skjold,min beskytter,min skytsengel.
Han tror ikke på det,og jeg bliver nødt til at sige til ham dag efter dag,at han er en god skytsengel.
Han har også brug for sjælevarme.
Han er det bedste,som er sket i mit liv indtil nu.
Jeg gjorde mig klar til at han forsvinder en dag.Måske uden ord.De tårer har jeg allerede grædt ud.
Jeg siger ikke mere,at jeg elsker ham,for vi begge ved,at jeg gør det bare.
Jeg har oplevet hvad det er at elske og fundet forskel.Når vi er FORELSKET,vi elsker nogen FOR noget i den vedkommende,når vi ELSKER,vi elsker PÅ TRODS af noget.
Jeg elsker ham.På trods alt.
